• I 25 år har han arbejdet med grøn omstilling i landets største virksomheder: Bæredygtighed er en fremragende forretningsmodel

    Источник: BDK Finans / 16 апр 2024 16:26:35   America/New_York

    Det er en anelse dyrere på den korte bane. Men der er mange penge at hente på den lange bane, hvis du skifter dine gamle glødepærer ud til LED-pærer. Og det er åbenlyst deklareret på pakken. Det samme gør sig gældende, hvis du skal købe et nyt køleskab eller en fryser. Se bare efter AA+-logoet. Sådan er det også – og bør i endnu højere grad være det i byggebranchen, mener Fleming Voetmann, chef for eksterne relationer og bæredygtighed i vinduesgiganten VELUX: »Kunder træffer jo hele tiden valg, om det er i supermarkedet, eller når de køber et nyt køleskab. Det skal de også gøre, når de tænker på byggeri. Og derfor skal man være endnu bedre til at deklarere – også inden for byggeriet – om noget er bæredygtigt, eller ej,« siger han. Sidste år brugte VELUX Gruppen hundrede procent vedvarende elektricitet og reducerede udledningen fra egne aktiviteter med 16 procent i forhold til 2022. Og så fik de implementeret deres ambitioner inden for bæredygtighed fuldt ud i deres virksomhedsstrategi. Det er særligt den sidste del, som Fleming Voetmann har været en del af at indføre gennem det sidste halvandet år, hvor han har været ansat i firmaet bag de ikoniske ovenlysvinduer. Han forklarer på diplomatisk vis, at han sammen med stillingen arvede en række mål, som i virkeligheden ligger fire år tilbage, og derfor lå målsætningen også klar for Fleming Voetmann. Eksekver og accelerer. Og indtil videre tyder tallene på, at det går den rigtige vej. Ventilation og lys har alle dage været en god idé – og forretning Tidligere har Fleming Voetmann været ansat hos Danfoss, Novozymes og FLSmidth. Blandt andet lancerede han MissionZero i FLSmidth, som er et initiativ til at levere nulemissionsteknologi til mine- og cementsektoren i 2030. Selv forklarer han sin erhvervshistorik som et krydsfelt mellem forretning, bæredygtighed og public affairs, alt sammen har omhandlet en integrering i at få bæredygtighed ført ud i en forretning mellem mange forskellige aktører. En slags brobygger og indpisker. Fælles for de tidligere arbejdspladser er, at de på grund af deres størrelse – og industrier – var længere fremme, hvad angår den grønne omstilling. Sværere har det været for bæredygtigt byggeri, forklarer Fleming Voetmann, der i sit nuværende arbejde blandt andet leder udviklingen og implementeringen af VELUX' bæredygtighedsstrategi. Et af de fremtidige mål er, at VELUX vil være førende inden for bæredygtig energi. Og Fleming Voetmann mener, at VELUX allerede er længst fremme i bussen. »Helt indlysende har vi jo et produkt, som i sig selv er bæredygtigt. Det er ikke nyt, at udluftning er en god idé. Men det kom i særdeleshed på dagsordenen under corona, og jeg tror virkelig på, at vi har et produkt med en masse muligheder, hvor vi fortsat har et stort potentiale for at sælge dén historie til en masse mennesker,« fortæller han. Hvad angår den grønne omstilling, så er det i særdeleshed på parametrene »scope 1«, at VELUX Gruppen har klaret sig særligt godt. De to parametre henviser til den energi, som de køber for at drive alle deres fabrikker, men også den energi, som de selv producerer. De besparelser, der alligevel kan ses i scope 3, som blandt andet henviser til underleverandører, handler i lidt højere grad om, at de har solgt lidt færre vinduer, end grønne initiativer i 2023. »Vi køber hundrede procent grøn elektricitet, og derfor kommer alt vores elektricitet fra vedvarende energi. Derudover producerer vi også selv elektricitet på nogle af vores fabrikker – særligt fra solpaneler. Vi har også produktion af egenvarme, hvor vi bruger en del af den affald, der er fra produktionen af trævinduer, som vi bruger til det, og det erstatter gas,« siger Fleming Voetmann. Indtil videre er VELUX gået fra at udlede 52 ton CO2e i 2020 til at udlede 23 ton CO2e i 2023. Målet er, at de vil nå en hundrede procent reduktion i 2030. VKR Gruppens regnskab for 2023 viste en tilbagegang i omsætningen fra 31,9 milliarder kroner til 29,5 milliarder kroner. Driftsresultatet var også faldet en smule fra 4,1 milliard kroner til 4,0 milliarder. Vinduesindustrien hænger unægteligt sammen med byggeindustrien, som det sidste år har kørt på lavt blus som følge af høje renter. Det betyder samtidig, at færre køber vinduer, og det kunne man mærke i VKR Gruppen, der ejer VELUX. »Vi arbejder ud fra et scenario om, at der kommer gang i europæisk økonomi og dermed også byggebranchen igen. Og i den forbindelse arbejder vi på løsninger for, hvordan vi fortsat kan reducere emissionerne markant og samtidigt øge salget på toplinjen,« siger Fleming Voetmann. Kunsten at få det gjort Et øget fokus på bæredygtighed og den grønne omstilling er ikke noget nyt. Men Fleming Voetmann oplevede et øget fokus og en intensivering i målsætningerne for danske virksomheder specielt i årene mellem 2018 og 2020. Dengang så han, at virksomhederne i højere grad blev målt på, hvor mange fine og store mål de satte, men at det i dag handler mere om, hvor meget der rent faktisk bliver implementeret. Og hvad angår implementering, så er VELUX godt på vej: »Vi har blandt andet et mål om en nulemission inden 2030, hvilket vil sige, at vi ikke har nogen emission fra vores egen udledning. Det mål når vi et godt stykke inden 2030, og det er i sig selv en vigtig og stor bedrift. Det er noget med at feje for sin egen dør,« siger Fleming Voetmann. Den anden del, som VELUX i øjeblikket arbejder på højtryk for, er det, der kaldes »scope 3«. Her taler man om de underleverandører, som eksempelvis producerer det aluminium, som VELUX bruger til rammerne af deres vinduer. »Særligt træ, aluminium, stål og glas er hovedelementer i vores produkter. Træ udleder ikke ret meget CO₂, men det gør glas, stål og aluminium til gengæld. For øjeblikket er vi relativt langt med vores underleverandører, som leverer aluminium til os. Her er forhåbningen at kunne reducere op mod 80 procent CO₂ hen mod 2030. Med stål er forhåbningen tættere på 40-50 procent CO₂-reducering,« siger han. En gentænkning af produktet resulterer i CO₂-reduktion Sammen med en stor indkøbsafdeling, og særligt VELUX' forskningsafdeling, der er beliggende i Østbirk lidt uden for Horsens, arbejder mere end 100 kollegaer på at udtænke nye produkter og nye måder at bruge materialer på. Filosofien er, at ingen positiv forandring er for lille. Det tæller alt sammen med i det store regnskab. »Vi har forsøgt at arbejde på flere ting parallelt. Det ene er selvfølgelig at holde omkostningerne så lave som muligt, så vi fortsat er en profitabel forretning, men uden at gå på kompromis med vores CO₂-reduktionsmål. Det andet er, at vi bruger færre materialer og måske andre materialer, som så både giver en økonomisk besparelse og en CO₂-reduktion. »Byggeriet har nok i lang tid være bagud i forhold til andre sektorer, måske også lidt konservative. Men jeg har lært, at der er nogle kæmpe forretningsmuligheder i forhold til, at vi i VELUX bygger videre på alt det, vi i forvejen gør godt – og så få bæredygtighedsdimensionen ovenpå. For det gode er jo, at rigtig mange kunder gerne vil træffe de rigtige valg.« https://www.berlingske.dk/virksomheder/i-25-aar-har-han-arbejdet-med-groen-omstilling-i-landets-stoerste
Опубликовать